Små historier fra årene der er gået

Husket og skrevet af Jytte Edsbjerg Holst

 

1973

En søndag eftermiddag i sensommeren, gik Tonny på otte år og samlede de sidste løg ind fra urtehaven, sammen med sin far, og pludselig sagde han ”far når jeg bliver stor, vil jeg også have et lille hus med en lille have, så jeg kan dyrke ristet løg”

1978

Da Dan gik i børnehave, vinkede børnene i et bestemt vindue, når forældrene gik, en morgen jeg kom for at aflevere Dan, hørte jeg en lille pige der sagde, ”Du Dan må jeg godt vinke til din mor, for jeg glemte at vinke til min egen”

Historien, blev sendt til ugebladet Femina, og blev honoreret med 25 kr.

1979
Da vi efter flere år skulle have et barn mere, var Dan på syv år meget interesseret i hvordan, det gik til, at man fik det. Han snakkede med mormor, som var lidt gammeldags, så hun fortalte, at det var storken der kom med de små børn, men at den var i Afrika om vinteren, og først ville komme med en lillesøster om sommeren. Den gik han så og tænkte over i et par dage, så kom
han og sagde ” Mor det bliver ikke sådan en brun en vel”

Historien blev sendt til ugebladet Femina og blev honoreret med 25 kr.

1980
Min niece Berit på fem, skulle til sin storebrors konfirmation, i den anledning fik hun en ny kjole hvor der var indsyet et underskørt. Ved festen var der flere der syntes at det var en flot kjole, og Berit løftede stolt op i den og sagde ”prøv se, der er gardiner i ”

1983

En dag hvor regnen bare silede ned, fik Dan på 11 år lov til at tage sin cykel ind i entreen, for at lappe den, lillesøster Mie på 3 år var meget nysgerrig, og skulle følge med på tæt hold. Til sidst blev det Dan for meget, og han udbrød irriteret ”kan du ikke lave noget andet, end at stå i vejen” Mie blev åbenbart ked af det for hun sagde med en meget lille stemme ”den anden dag sagde du, at du elskede mig” Hvortil han svarede stadig irriteret ”Ja så må jeg sgu have været syg”

1983

Da Mie kom i børnehave lærte hun meget hurtigt at det var pædagogerne der var de ”voksne”. En dag vi var ude for at købe ind, fandt jeg en bluse til mig selv. ”Nej hvor er den pæn, sådan en vil jeg også have” sagde Mie ”Det kan du ikke, for de er kun til voksne” sagde jeg, hvorefter hun kiggede forundret på mig og sagde ”Du er da en mor”

1998
Mit barnebarn Dina på 5 år er et meget intelligent barn, men alligevel har jeg undret mig flere gange over, hvor hun havde tingene fra som hun fortalte. En dag ville hun fortælle mig om Dronning Margrethe, men hun kunne ikke lige huske hvad hun hed, så hun sagde ”Altså farmor, du ved godt det er hende på frimærkerne”

1999

I Dinas børnehave var der en pige der havde fået en lillebror. Da Dinas mor kom for at hente hende, sagde hun ”mor sådan en lillebror ønsker jeg mig også, men du må altså ikke sige det til far”

1972 da jeg for alvor skulle være voksen

Da jeg i 1972 fik mit første barn, var jeg kun 17 år, og havde i tilgift fået 2 drenge Tonny på 7 år og Ken på 9 år. I en alder af sytten var jeg jo ikke særlig erfaren i madlavningens kunst, men det var jo bare at kaste sig ud i det. En dag besluttede jeg mig til at prøve at lave syltetøj. Vi boede ved en baneskråning hvor der voksede brombær, så Tonny og jeg gik i gang med at plukke bær, hvad der for øvrigt var en meget vanskelig opgave, på en skåning med et enormt stikkende og sammenfiltret brombærkrat. Men Tonny elskede syltetøj og syntes det var meget spændende at skulle være med til at lave det. Det tog dog det meste af eftermiddagen at plukke bærrene, og klokken blev så mange at de daglige pligter kaldte. Om aften fik jeg tid til at sætte bærrene over, jeg havde ingen opskrift, men jeg huskede hvad min mor havde gjort, så da bærrene kom i kog, hælde jeg sukker og et brev marmelit i, og stod og ventede på at det skulle stivne, det gjorde ikke, så jeg tænkte at det var nok for lidt med et brev marmelit, så jeg kom et mere i, men nej det ville stadig ikke stivne. Jeg var efterhånden blevet træt af det syltehalløj, så jeg lod bare gryden stå på komfuret og gik i seng. Den næste morgen skal jeg love for at syltetøjet var stivnet, det var så stift at jeg kunne skære i det med en kniv. Men Tonny, ja han syntes at det var udmærket med et stykke franskbrød med en ”skive syltetøj.”

1973
En dag skulle vi have kyllingesteg, og jeg syntes det kunne være dejligt med lidt agurkesalat til. Det havde jeg aldrig prøvet at lave før, men tænkte at det kunne da ikke være svært. Jeg skivede agurken, og hældt salt, sukker, og eddike på. Jeg tænkte at jeg hellere måtte prøvesmage den. Føj hvor var den stærk, jeg ringede til min 6 år ældre svigerinde, og spurgte ”hvad gør jeg når agurkesalaten er blevet for stærk” Hun svarede ”så kommer du bare noget mere vand i” Tak sagde jeg og skyndte min at lægge røret på. Jeg skulle bestemt ikke fortælle den mere erfarne svigerinde at jeg overhovedet ikke havde kommet noget som helst vand i.

1974

Selvfølgelig skulle jeg også prøve at bage. Jeg havde i lang tid samlet bageopskrifter, som altid førhen hang sammen med Amomelet hos købmanden. Jeg havde samlet dem i en lille ringmappe så det var nemt og overskueligt. Efterhånden som jeg prøvede de forskellige opskrifter af, fandt Kurt stor fornøjelse i at skrive bagpå, datoen på forsøget og om det var vellykket eller mislykket. Jeg har alle opskrifterne endnu, og jeg må nok indrømme at på de fleste står der mislykket på. Senere blev jeg faktisk god til at bage, især vandbakkelser som blev Kurts og drengenes favoritkager og de nærmes slås om dem.

1979

Da Kurt og jeg var helt unge, fik vi lyst til at prøve at sejle. Vi købte en lille båd uden at have noget som helst erfaring hverken med både eller sejlads. Det endte da også med at motoren frostsprængte den første vinter. Da det blev forår ville vi gerne ud at sejle, så Kurt gik på jagt efter en motor, det var ikke så nemt at finde en der kunne passe, det skulle jo være en der kunne bygges ind i det lille motorrum, en en cylinder motor tror jeg det hedder. Men der var en forhandler der forsikrede Kurt om at en kraftig plæneklippermortor sagtens kunne bruges. Den passede også fint og den kunne starte. Kurt inviterede så stolt familien ud at sejle, men blev temmelig overrasket og noget lang i ansigtet, da han opdagede at, for at vi kunne sejle fremad, ja så måtte motoren stå i bakgear. Men det var en fin sejltur stille og rolig.

1983

Vi kunne godt lide at sejle og da Kurt havde taget en fiskeskippereksame, købt vi en fiskekutter. En dag fik vi lyst til at tage en tur til Lundeborg, På det tidspunkt var Lundeborg meget besøgt på grund af Ove Bagers sang Lundeborghymnen tror jeg den hed. Men også Lasse og Mathilde holdt en del til på havnen, i den lille fiskerby, og gav ofte et nummer om aften. Da vi ankom til Lundeborg var der også mange mennesker, og alle de gamle fiskere stod ved kajen og var klar til at modtage trossen for at fortøje skibet. Vi havde taget naboen med, og Kurt råber til ham, ”kast lige trossen ind til dem der står på kajen” Ja svarer han og smider hele trossen i land uden at gøre den ende fast i skibet, nej hvor vi blev til grin.

1983

Vi havde meget stor glæde af fiskekutteren og hver søndag tog vi ud for at pilke torsk. Alle vores venner og familie var også vildt begejstret for at komme med. Når vi kom ned på havnen stod der altid nogen der gerne ville med ud at pilke og vi var faktisk tit en ti til tolv stykker. Kurt fiskede til daglig med kutteren og det var en arbejds båd og ikke en turist båd, det vidste de alle og tog tøj på derefter. Men en dag havde en af vores venner fået sig en ny dame og hun ville gerne med en tur. Vores ven havde vist glemt at fortælle at vi skulle på fisketur, for hun dukkede op i en meget fin hvid sommerkjole med tilhørende hvid hat og højhælede sko.
Vi boede i Nyborg og når vi lå og pilkede lod vi os føre at strømmen, og derved kom vi tit ind i bovvandet fra storebæltsfærgerne, og det kunne gynge gevaldigt og det kunne være svært at holde sig fast, og det var en fysisk umulighed for vores veninde i højhælede sko, så hun måtte sætte sig ned på dækket, som jo efterhånden var fyldt med torsk som vi havde fanget. Da dagen var omme var hendes kjole ikke længere hvid og hatten hang også noget sjasket. Vi så hende aldrig mere på vores søndagsture.

1986

En dag Kurt var kørt til købmanden, undrede jeg mig at det tog så lang tid, da han endelig kom hjem, forklarede han at det var fordi han var kommet til at købe et par kanariefugle, og spurgte om jeg ikke ville med over i garagen og se dem. Jeg fik godt nok noget af en overraskelse, hans kanariefugle var et par fuldvoksne gæs.
Han morede sig kosteligt over det og Mie syntes bestemt at de skulle have nogle navne, så de kom til at hedde Buller og Gertrud. Buller var en fredelig gase, men kunne godt se frygtindgydende ud når den kom spankulerende hen mod en. En dag købte Kurt et brugt bil, som var gul, den farve syntes han var frygtelig og gik i gang med at male den blå. Da han var færdig stod den så skinnende blank at man kunne spejle sig i den. Det var også lige netop hvad Buller gjorde, han forstod bare ikke at det var ham selv, men troede at det var en rival, og gik til angreb på bilen, så på hele den ene side skinnede den gule farve igennem. Buller blev henvist til hønsegården, hvor han levede resten af sine dage.

1988

Vi var flyttet fra Nyborg og ud på landet, og vi havde fået nogle høns, på et tidspunkt skulle naboen flytte og de spurgte om vi ville have deres dværghøns, som de ikke kunne have det nye sted. Det ville vi da godt, men vi fik det problem at dvæghanen ikke kunne forliges med vores gamle hane. De sloges altid og til sidst løb dvæghanen over på genboens loft. Der sad den så og galede hver morgen kl. 5 til genboens store irritation. Han var en mand af få ord, men hans handlinger glemmer man aldrig. En aften sad vi med nogle venner ved en kop kaffe, og pludselig kom genboen brasende ind og smed et net på bordet mellem kaffekopperne, med dvæghanen i, ”Her sagde han og så skal i f…….. ikke slippe den over til mig en gang til", derefter vendte han sig om og gik. Vores venner sad i lang tid med åben mund og de fandt vist aldrig helt ud af hvad det hele gik ud på. Vi syntes til gengæld det var ret morsomt, men vi kendte jo også genboen.

1989

Vi havde fået nye naboer, nogle sønderjyder, og da vores døtre kom til at gå i samme klasse lærte vi dem hurtigt at kende. Konen var sønderjyde med et stort s, og hun lærte aldrig at forstå den fynske form for humor. Dette fandt drengene hurtigt ud af og de elskede at tage gas på hende. En lørdag eftermiddag kom de netop på besøg da Tonny var kommet hjem, han var i lære på Als og det var blevet til en hel tradition at vi skulle have vandbakkelser når han kom hjem. Dan havde på det tidspunkt involveret sig i noget diskotek halløj, og skulle netop den dag ud at spille en 10-12 km væk til noget sodavandsdiskotek. Da vi skulle til at have kaffe dukkede han op fordi han havde glemt et par ledninger. ”Skulle du ikke ud og spille diskotek spurgte nabokonen” jo svarede Dan, men jeg skulle jo lige havde nogle vandbakkelser ” Har du virkeligt kørt den lange vej bare for at få vandbakkelser” sagde hun måbende ” som om det er noget sagde Tonny jeg har da kørt 188 km.. Hun fattede endnu engang ikke at de tog gas på hende.


1988

Også vores frygtelige genbo elskede at tage gas på den nye nabokone. En dag havde vi inviteret begge par til middag. Vi skulle have gåsesteg. Er det ”gravet” gås spurgte genboen. Vores gås Gertrud var død tidligere på året af alderdom og Mie som var 8 år misforstod ham og sagde, er det Gertrud i har gravet op. Dette syntes genboen at det var så morsomt, at han blev ved at snakke om at gåsen nok skulle havde ligget lidt længere i jorden, så havde nok været mere mør, og han fortsatte i den stil. Da han på et tidspunkt lod som om han pillede nogle larver fra, havde den sønderjyske nabokone fået nok og gik. hjem.

1993

Så flyttede vi til Ærø, fordi Kurt havde fået job som skibsfører på en af færgerne. Han skulle kun arbejde 10 dage om måneden, men til gengæld nogle lange dage. Men han havde jo mange fridage og de skulle gå med et eller andet, så vi havde købt en lille gård med 23 tdr. land. Men Kurt syntes også at vi skulle have nogle dyr. Han startede med at komme hjem med to små tyrekalve. Dem fodrede han på hele vinteren, og om foråret syntes han de skulle ud på græs, vi havde noget vi kaldte æblehaven, fordi det bestod en græsplæne med en 15-20 æbletræer. Dette stykke hegnede han ind og så skulle de efterhånden ret store tyrekalve ud på græs. Kurt bandt noget tovværk fast om hovedet på kalven og trak den ud af stalden. Det skarpe lys udenfor gav kalven et chok og den stak af i fuldt firspring, slæbende med Kurt efter sig i tovværket. Kurt prøvede at stemme hælene i jorden for at holde den, men den var alt for stærk og de røg lige igennem min nysåede urtehave. Til sidst fik han dog styr på den og fik den ind i indhegningen. Da mine grønsager kom op, ja så var det ikke i lige rækker.

1994

Vi skulle jo selvfølgelig også have grise mente han, det gik da også fint med et par stykker af gangen. Men en dag fik en af vores venner noget sygdom i sin grisebestand, og spurgte om vi kunne tage nogle smågrise. Det mente Kurt da godt vi kunne og vi fik 40 stykker. De voksede ufatteligt hurtigt syntes jeg. Når Kurt var på færgen, så skulle Mie og jeg fodre dyrene, en aften havde vi åbenbart glemt at lukke døren ordentligt, for næste morgen åbner Kurt glad hoveddøren, og siger lige så fornøjeligt, ” nå der kommer grisene” som om det havde været hunden der gik ude i gården. Men pludselig kom han i tanke om at grisene bestemt ikke skulle gå ude i gården og råbte ”der kommer grisene”. Hold da op hvor fik vi travlt, det var umuligt at få styr på 40 grise der løber frit omkring. De væltede alt hvad der stod i gården både blomsterkummer og andre løse ting. En af grisene jeg jagtede løb om i min blomsterhave, der styrtede vi flere gange rundt om vandbassinet inden den igen kom om i gården. Til sidst fik vi dem ind ved at lave barrikade med halmballer. Naboen var også kommet til for at hjælpe, og da han var over halvfjerds var det lige før det havde tage livet af ham.

1995

Kurts storebror flyttede også til Ærø, og også han og hans kone skulle prøve at have dyr. De anskaffede sig nogle får, hvoraf den ene var en ondskabsfuld vædder. En weekend de skulle til Sjælland, lovede vi at fodre dem. Det gik da også meget fint lige til sidst lørdag eftermiddag. Så ringede en af Kurts storebrors naboer og sagde, at alle fårene løb frit omkring i hendes haver og at vædderen stod inde i en andens nabos have og konen der, turde ikke røre sig ud af stedet. Vi skyndte os derud, og ganske rigtig så stod vædderen og nabokonen og stirrede ondskabsfuld på hinanden, kun med et jordbærbed imellem. Nå men Kurt var ikke bange for den, så den kom hurtigt ind i stalden. Vi viste også at vi bare skulle fange moderfårene, så ville lammene følge med. Men naboens have var raseret, men det overlod vi til Kurts storebror at klare, fejlen var nemlig at han ikke havde strøm på hegnet.

Der vil komme flere efterhånden som de huskes.