Jacob Pedersen Worm

Jacob Pedersen Worm

Mand 1642 - 1692  (49 år)

Personlige oplysninger    |    Notater    |    Alle    |    PDF

  • Navn Jacob Pedersen Worm 
    Født 12 aug. 1642  Kirke Helsinge Sogn, Løve Herred, Holbæk Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Mand 
    Beskæftigelse Præst i Viborg 
    Død 1692  Trankebar, Dansk Vestindien Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Person-ID I1590  edsbjerg-holst
    Sidst ændret 16 nov. 2019 

    Far Peder Jacobsen Worm,   f. 1608, Nykøbing Sjælland Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 1668, Kirke Helsinge Sogn, Løve Herred, Holbæk Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 60 år) 
    Mor Anna Heichens,   f. ca. 1612, Flensburg, Slesvig Holsten, Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Familie-ID F764  Gruppeskema  |  Familie Tavle

    Familie Abel Andersdatter Achton,   f. 1658, Viborg Købstad, Nørlyng Herred, Viborg Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted,   d. 1710, Ormslev Sogn, Ning Herred, Aarhus Amt Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 52 år) 
    Gift 25 sep. 1677 
    Børn 
     1. Aneke Jacobsdatter Worm,   f. 1679,   d. 1679  (Alder 0 år)
     2. Aneke Jacobsdatter Worm,   f. 1680,   d. ca. 1694  (Alder 14 år)
    Sidst ændret 16 nov. 2019 
    Familie-ID F769  Gruppeskema  |  Familie Tavle

  • Notater 
    • Peder Worms søn af første ægteskab. Student Slagelse 1663. Teologisk eksamen 1666 med udmærkelse. Magister 1667 og fik samme år ventebrev på lektorat i Viborg. Rektor i Slangerup fra 1671. Præst ved Gråbrødre Kirke i Viborg 1677-1681. Død i Trankebar 1692 el. 1693.
      Jacob Worm havde, mens han var rektor i Slangerup, en voldsom fejde (ført på vers) med Thomas Kingo. Hvad der egentlig lå til grund for deres fejde vides ikke, men teorien om at Kingo var far til en eller flere af Sille Balchenborgs piger har været fremført, og at Jacob Worm har vist dette og følt at faderens ære var krænket. Men om denne teori er rigtig er nok tvivlsom. Jacob Worm har uden tvivl været en meget rethaverisk og stridbar herre, som følte at den omgivende verden ikke ville anderkende hans, på mange måder, store talent.
      Jacob blev de første år undervist i hjemmet af Peder Worms kapellaner. Senere blev han sat i Slagelse latinskole, men undervisningen der blevet meget mangelfuld. Det var jo i de år Danmark var i krig med Sverige og besat, og Slagelse blev hårdt ramt. Ydermere var Jacob Worms økonomiske situation ikke bedre end at han måtte tjene til studierne som løbedegn for Sorterup og Ottestrup sogne. Alt dette satte ham trods alt ikke mere tilbage i udvikling end da han 1663 blev indskrevet på universitetet afleverede et hyldestdigt til biskop Svane; et flot digt på latin. Det kunne de fleste af datidens studenter også havde gjort, så derfor havde han også lavet det på græsk. Nu var der ikke så mange konkurrenter tilbage, men for lige at vise sin dygtighed havde han også lavet digtet på hebræisk!
      Datidens studenter fik en stor del af tiden til at gå med at disputere og det viste sig at være en disciplin hvor Jacob rigtig kunne vise sin dygtighed. I sin tid på universitet afleverede og forsvarede han 21 afhandlinger om teologiske og filosofiske emner. Den teologiske eksamen i 1666 blev fuldt op af en magistergrad i 1667. Også ved den lejlighed gjorde Jacob sig bemærket med en takketale på græske og hebraiske vers. I forbindelse med retsagen i 1681 blev det afsløret at Jacob Worm allerede i sin studietid var begyndt at skrive satire. Sagen er meget dårlig belyst, men oplysningerne kan godt tydes som om han har fået kasseret en afhandling og i vrede over dette har skrevet en satire mod de proffessore der ikke kunne se hvor genial han var. Satierne har dog tilsyneladende ikke fået nogen større koncekvens for ham.
      På et tidspunkt, formodentlig kort tid efter at han har aflagt magistergraden, har han haft lejlighed til at prædike på latin for Frederik III, til denne tilfredshed. Dette har rimeligvis gjort, at han forventede at få en stor teologisk karriere, og han fik da også ret hurtigt lovning på lektoratet ved Viborg Domkirke – når det blev ledigt. Det ville havde anbragt ham som nummer to på rangstigen – lige efter biskoppen – og med gode udsigter til at ende som domprovst eller måske biskop. Men uheldigvis var lektoren i Viborg ret sejlivet og Jacob Worm måtte derfor efter faderens død søge andet arbejde. Han henvendte sig derfor til Sjællands biskop som tilbød ham at blive rektor for latinskolen i Slangerup. Grunden til at han ikke fandt en bedre stilling skal nok søges i den kendsgerning at Frederik III var død pludseligt i 1670, og da Jacob Worm havde arbejdet hårdt på at danne et positiv indtryk hos denne havde han sagt nej til andre fordelagtige tilbud – herunder udlandsrejser. Han tiltrådte stillingen i Slangerup på et eller andet tidspunkt i løbet af sommeren eller efteråret 1671. Allerede i efteråret 1671 giver han udtryk for at han kun betragter stillingen som noget midlertidigt, han skriver nemlig at han „p.t.“ er rektor i Slangerup.
      Thomas Kingo var i 1668 blevet præst i Slangerup – og var dermed Jacobs foresatte som tilsynsførende for latinskolen. Jacob Worm som Kingo underordnede – det var en eksplosiv situation som kun kunne ende galt. Jacob Worm følte, at denne stilling var langt under hans niveau – hvilket den også var – og tillige skulle han fungere som degn for den stedfar han foragtede. Jacob Worm var blevet magister flere år før og Kingo havde først lige erhvervet sin magistergrad, og han følte i det hele taget at han var denne overlegen både fagligt og moralsk, og alligevel anbragt i en underlegen position.
      Worm lagde ud med „Kalotvisen“, en satire over Kingo uvilje til at tage kalotten af når han hilste på nogen – ikke mindst Jacob Worm, hans degn og stedsøn. Kingo var dum nok til at svare igen. Det fik Worm til med stor fryd at skive et ny digt som svar på Kingo reaktion. Senere skrev Worm „Kardinalsatiren“, som Kingo tilsyneladende ikke har svaret på, i hvert fald er digtene ikke blevet bevaret. Enkelte passager i „Kardinalsatiren“ kan dog godt tolkes som et svar på et Kingo digt. Alle fire digte er satiriske og uforskammede, men det må
      72side 73retfærdigvis siges, at Worms er de bedste. Selv om passager ikke mindst i „Kardinalsatiren“ er så underfundige at de i dag nærmest må betragtes som uforståelige. Men det er tydeligt nok at Jacob Worm havde et helt specielt talent for at skrive personlige satire.
      Efter disse udladninger blev der mere ro mellem dem, og både Worm og Kingo søgte om andre stillinger. Nu var der blot sket det, at en vis Peder Schumacher op gennem 1660‘erne var steget voldsomt i kongens gunst og fik stadig højere stillingere i administrationen. Det er nok ikke urimeligt at antage, at Kingo og Schumacher har kendt hinanden – formodentlig via Sille Balkenborg – og at Schumacher har kendt til digterfejden i Slangerup. I hvert fald fik Jacob Worm intet ud af sine ansøgninger om en ny stilling.
      Det udløste en ny stribe satiriske digt fra Jacob Worm; denne gang rettet mod grev Griffenfeld og hans nærmeste, hvor de blev beskyldt for at sælge stillinger, nepotisme og hvad der nu ellers lå lige for. Helt uret havde han ikke, og på et tidspunkt blev Griffenfeldt jo også fældet på tilsvarende anklager. Anklagerne var nok rigtige, men det var langt fra nogen klog handling i den grad at lægge sig ud med magthaverne. Derfor sad Jacob Worm i Slangerup og „kæmpede med uvillige sjæle, et sørgeligt tidsrum på næsten 7 år med at undervise“.
      Omkring 1677 fandt han en udvej: præsten Anders Christensen Achton ved Gråbrødre Kirke i Viborg var ved at blive gammel og de lavede derfor den aftale at Jacob Worm skulle søge om stillingen hos kongen og at Hr. Anders skulle støtte ansøgningen mod at Jacob giftede sig med Hr. Anders datter og understøtte svigermoderen økonomisk. Dette var jo en lille sejr. Griffenfeldt var blevet arresteret og Jacob havde endeligt fået stilling som præst, men næsten samme dag blev Kingo udnævnt til biskop for Fyn.
      Embedet i Viborg var ikke særligt godt – eller retter sagt det var noget skidt, men han havde jo stadigt ventebrev på lektoratet. Det trak imidlertid ud med det lektorat, det blev først ledigt 1688, og Jacob Worm gik derfor i gang med at forbedre situationen. Blandt andet havde han en ide om at få sammenlagt Gråbrødre sogn med Domkirken i Viborg. Provsten ved Domkirken var lige død og stillingen dermed ledig, og desuden havde domkirken ikke noget sogn tilknyttet, hvilket gjore at kirken manglede indtægter. Fidusen var at Jacob Worm med sine gode akademiske papirer ville være selvskrevet til den ledige stilling. Også denne gang gik han i gang med sin vanlige fornemmelse for takt og tone. Meget hurtigt havde han trådt samtlige betydende personer i Viborg over tæerne; blandt disse også biskoppen. Jacob Worm havde i det hele taget den opfattelse at hans flotte teologiske eksamen gjorde at han kunne tillade sig at fortælle alle, høj som lav, hvordan de skulle leve deres liv. Det kan nærmeste beskrives som: øverst er der Gud, så profeten (Jacob Worm) der udlægger budskabet og nederste kongen – mønsteret genkendes tydeligt fra profeterne i det gamle testamente.
      Kongen på den tid var Christian V og han havde sig en elskerinde, Sophie Amalie Moth, med hvem han havde flere børn. Sophie Amalies søster Ida Christina var gift med biskoppen i Viborg. Jacob Worm som ellers altid havde været en fortaler for enevælden, og som i sine afhandlinger og digtning har givet udtryk for den politiske holdning at kongens primære opgave var at støtte kirken og præsterne, kunne overhovedet ikke acceptere denne situation og begyndte igen at skrive satiriske digte, denne gang med kongen og enevælden som mål. Nærmere bestemt var det kongen og hans elskerinde der var målet for angrebet, idet Jacob Worm mente, at kongen førte et umoralsk og hyklerisk levned, og dermed havde forbrudt sin ret til at regere. Jacob Worm gik ikke specielt stille med dørerne i denne sag. Ganske vist var digtene anonyme, men i andre sammenhænge havde han klart givet udtryk for sine meninger. Det er nok ikke urimeligt at forestille sig at evt. biskoppens kone har ladet et ord falde på rette sted under kongens besøg i Viborg, hvor han boede i bispegården.
      Så faldt hammeren og Jacob Worm blev kaldt til forhør anklaget for majestætsfornærmelse. Han blev dømt fra “Ære, Liv og Gods, og hans Standskrift af Bøddelen at brændes” den 24/1 1681. Grunden til den ganske hårde dom skal nok søges i det faktum at enevælden stadig var ganske ny og frygtede at den gamle adel ville forsøge et modkup. Generalfiskal Christen Pedersen (– †22/4 1681 „Uden forudgående svaghed“) havde svært ved at tro på at Jacob Worm var alene om at lave al baladen, og troede at der stod en sammensværgelse bag. Men der var aldig andre der blev anklaget eller dømt i sagen.
      Jacob skrev en række brev til forskellige personer og bad dem gå i forbøn for ham hos kongen. Den eneste der åbent gik i forbøn for ham var Thomas Kingo, som sendte kongen et digt der ikke kan siges at være særligt smigrende for Jacob Worm, men som formodentlig har været med til at sætte sagen i sit rette perspektiv. Som tak for hjælpen sendte Jacob Worm et satirisk og uforskammet takkedigt.
      Jacob Worm undgik henrettelse, formodentlig fordi myndighederne var blevet klar over at der ikke var nogen sammensværgelse, mod at blive sendt til Trankebar, som manglede en præst. Ved Fort Dansborg blev han ansat som kantor ved Zions Kirke og i 1685 fik Sjællands
      side 74side biskop tilladelse fra Kongen til at Jacob måtte antages som præst for fortet og byen Trankebar, hvis direktionen for det Ostindiske Kompagni ønskede det. Men det ønskede kompagniet ikke. Så sent som 1691 lød svaret: „Jacob Worm er lige så nyttig her som der, han får så nøjes med den lykke, han med sin onde tunge, ubesindige skrifter og onde hjertelag selv har forvoldt sig, men at blive præst, det må han ej vente. Dog have vel agt på ham, eftersom han næppe skal holde sig inden for sine grænser.“
      Brevet med Kongens tilladelse ankom til Trankebar i 1686 sammen med en undersøgelses–kommissær der skulle undersøge klager over kommandantens brutale adfærd. Disse klager var blevet indsent af assistenter i Ostindisk kompagni, men med Jacob Worms bistand. Datidens kommunikation var ikke just hurtigt og inden svaret på klagerne nåede tilbage havde assistenterne forsøgte mytteri mod kommandanten Axel Juel, en brodersøn til Jens og Niels Juel, men mytteriet blev afsløret (maj–juni 1685). Kommandanten straffede de impliceretde på det grusomste – hovedmændene blev henrettet og de sekundære personer blev mishandlet – og Jacob Worm blev smidt i fængsel. Der sad han til undersøgelseskommissæren ankom i juni 1686, og arresterede Axel Juel og satte Jacob Worm på fri fod.
      Axel Juel blev sendt hjem til Danmark, men stort set renset i de retsager der fulgte. Hans karriere i kompaniet var dog blevet ødelagt, og han trak sig tilbage og bosatte sig i Strammelse på Tåsinge.
      Jacob Worm døde i Indien i 1692 el. 1693 og på hans gravsten stod der:
      SANDHEDS ELSKER, UDYDS HADER
      SIT FÆDRELANDS PROFET
      INDIENS DANSKE APOSTEL
      MAGISTER JACOB WORM
      DER EJ VIDSTE AT HYKLE
      MEN
      SYND OG LAST AT STRAFFE
      DE VANTRO OG UTRO
      BÅDE MED PEN OG MUND AT UNDERVISE
      FIK FOR SANHEDS SKYLD SIT LEJE OG
      HVILESTED
      PÅ DETTE STED SÅ HAN
      SKØNT HAN AF FÆDRELANDET BLEV
      FORBANDET
      DOG IKKE AF SOLEENS HEDE ER BLEVET
      FORBRÆNDT
      MEN
      NATURLIG OG SALIG
      EFTER
      HANS OVERFART OVER HAVET
      HANS KORTE VÆRE I INDIEN
      HANS STORE OPBYGGELSE BLANDT DE SORTE
      TIL DET HIMMELSKE FÆDRENELAND AF
      CHRISTO
      ER ANNAMMET
      I Danmark gik der efter hans død rygter om at han havde gjordt et flot stykke arbejde i Indien og bl.a. oversatte dele af Biblen til tamilsk. Det er der desværre intet bevis for.