| Notater |
- I bogen Sagnenes Danmark bind 5 af Gorm Benzon beskrives han sådan
Han var en dygtig landmand og det skulle være efter sigende været ham. Der sørgede for at gårdens hestestutteri i den tid blev kendt som et af landets ypperste, med store kraftige heste, som eksporteres til både Frankrig, Italien og Østrig Det var ikke kun heste der havde hans interesse også bøndernes forhold blandede han sig i også alt for meget. Han havde flere ideer som bønderne bestemt ikke var begejstret for. En af hans teorier gik ud på at de stærkeste karle og de kønneste piger skulle giftes, på denne måde ville man sikkert få et særligt arbejdsdygtigt afkom. En anden tanke var at stærke og snilde karle skulle giftes med de koner der lige var blevet enker, på godsets bøndergårde. På den måde fik man straks en effektiv mand til at drive gården, og man slap for alt forsørgelsespjattet. En gang imellem hændte det at nogen sagde nej, men så fik de "en gæv lag prygl" som hjalp dem til at komme på andre tanker. I følge overleveringen var Hunderup i lang tid ungkarl, men han havde en søster til at føre hus for sig. Hende tvang han til at stå i forhold til sig. Forholdet fik følger, søsteren blev gravid, og dette optændte et raseri hos ham, han bandt den arme pige til halen på sin hest og så gik det i fuld galop over markerne med hende slæbende efter hesten. Om det skulle være for at få hende til at abortere, skal være usagt, men hun døde af den hårde behandling. Senere skal han være blevet gift. Hvad der ikke gjorde hans sind mildere, han fortsatte med at mishandle bønderne til det grænselige. Han havde heller ikke nogen betænkeligheder med at snyde sit herskab. I 1771 blev han syg og var klar over at enden nærmede sig, dette gjorde at han blev lystig og slog et latterbrøl op, men i det samme hold hans hjerte op med at slå. Sjælen forlod hans syndige krop, og bønderne åndede lettet op, endelig slap de for deres plageånd - troede de.
Ingen begræd ridefogedens bortgang, men konen fik travlt med at brænde en masse papirer som bevidste Hunderups bedragerier over for herskabet. Desværre gik ved samme lejlighed en hel del af Harridslevgårs arkiv tabt, og derved en hel del historie. Niels Hunderup blev begravet på Skovby kirkegård, men naturligvis kunne han ikke ligge stille. Snart havde man et rend af ham på herregården, både om natten og ved højlys dag. Han sad på kontoret og skrattede med sin gåsepen, sikkert for at rette i regnskaberne for at dække og sine synder. Men det blev jo ikke til noget, for lige hvor meget og hvor lang tid han skrev kom der jo ikke til at stå noget andet i bøgerne. Om natten red han rundt på en grå hest og både den og han selv optrådte med gloende øjne. Eller trampede han rund på kornlofterne og kylede rund med ting, og han gik rundt i staldene og gjorde dyrene tovlige. Flere gang havde man fat i en præst for at få ham manet i jorden, men det nyttede ikke noget Hunderup var dem for stærk. Men til sidst var der en præst der hed Henning Christensen der mente at han godt kunne gå i lag med gespenstet. Pudsigt nok fremhæver Wiberg i sin bog om præstehistorier at man tilbage Henning Christensen evnen til at kunne mane. En aften stillede pastor Christensen op på Harridslevgård iført i kjole og krave. Tre bøger havde han under armen og i lommen et fyrtøj, et lys en silketråd og tre små træpløkker. Han gik ind i folkestuen hvor Hunderup plejede at komme, Først slog han ild i treenighedens navn, derpå slog han korset tegn over flammen, derefter stak han de tre træpløkker i en revne i bordpladen, og satte sig til at vente sammen med de dristige som ville overvære det. Lidt efter sprang den ene pløk ud af bordet "så nu står Hunderup op af graven på Skovby kirkegård" konstaterede præsten. Lidt efter sprang den anden pløk ud "nu kommer han ind på gården" og da den tredje pløk sprang rejste præsten sig og udbrød Nu har vi Hunderup hvert øjeblik det skal være. Og ganske rigtigt døren sprang op og ridefogeden kom ind og han så alt andet end hyggelig ud. Han stilede lige mod præsten som havde grebet den første bog og begynde at læse over gejsten. Hunderup ville puste lyset ud, men det var blevet velsignet så det kunne han ikke, dernæst slog han bogen ud af hånden på præsten, som dog var forberedt på dette, så han tog den næste bog og læste videre. Endnu en gang gik gespenstet til angreb og det lykkes også at slå denne bog fra præsten, som straks greb den tredje bog, Hunderups kræfter var aftagne og det lykkedes ham ikke at slå den sidst bog fra præsten og det endte med at præsten tog silketråden op af lommen og bandt om spøgelset. Det der nu skulle gennem føres måtte der ikke være vidner til så præsten gav de tilstedeværende strenge ordre på at ikke at følge efter ham. Men en nysgerrig skomager fulgte alligevel efter, han så at Hunderup blev drevet ud til et kær på en mark og begyndte at synke i jorden men inde han nåede helt ned fik han øje på skomageren og pustede efter ham, og så kraftigt at hans hoved kom til at sidde skævt resten af hans dage. Da præsten vendte tilbage til Harridslevgård var han gennemblødt af sved Han blev i hast kørt hjem til præstegården hvor han låste sig inde i tre dage og da han atter vidste sig så han meget medtaget ud.
|
ca. 1715 - 1771 (~ 56 år)
