| Notater |
- Student fra Ribe . Hovmester for Thyge Brahe 1561. Student i Leipzig 1561, i Wittenberg 1564, Magister samme sted i 1566. Prædikant på Kbh. slot 1567. Kanik i Ribe 1573 samt Kongelig
historiograf indtil 1595
Han oversatte Saxos Danmarkskrønike fra latin til dansk. Han var en overgang hovmester for Thyco Brahe.
Da Kong Frederik II dør i 1588, holder han sin berømte ligprædiken i Ribe Domkirke, hvor han bl.a. siger:
Dersom Hans Naade havde holdt sig fra den skadelige Brændevindsdrik, som nu alt for gængs er, kunne Hans Naade have levet mangen god Dag længere". Og så tilføjede han de ord, som er blevet bevingede: "Men Døden skal jo have en Aarsag".
KILDE: Dansk biografisk leksikon, xxv Willemoes
A.S.V. gik i Vejle Skole , der lededes af Niels Bredal, og overflyttedes i sit 15. aar til Ribe Latinskole, hvis Rektor var Hans Thomesen. Han boede i Ribe hos en Slægtning af Moderen Kannik og Sognepræst Jens Pedersen Grundet, der om Aftenen laante ham græske og latinske Historikere, bl.a. Herodot, Thukydid, Plutarch og Livius. Gennem Ærkedegn Jens Viborg fik han fat i Krantz 'og Saxos latinske Krøniker og fik derigennem brændende lyst til at kende Danmarks Historie, ja udarbejdede for sig selv Tabeller og Oversigter. Da Hans Thomesen 1561 drog til Kbh. for at blibe Sognepræst ved Vor Frue Kirke, tog han to af sine dygtigste Disiple, baade A.S.V og Peder Hegelund med sig til Universitetet. Kort efter, kun 20 Aar gammel, var A.S.V saa heldig at faa Stilling som Hovmester for Tyge Brahe under hans fleraarige Studierejser ved tyske Universiteter. Mellem de to jævnaldrende opstod et Venskab, der varede Livet ud. Medens A.S.V. paa fjerde Aar studerede i Leipzig, fik han af den kurfyrstelige Matematiker Dr. Valentin Thau et Tilbud om et "stateligt Stipendium". der gav ham Udsigter til gode Fremtidsvilkaar, men hans Hu stod til at arbejde for Fædrelandet. Han var hjemme i Danmark paa kort Besøg 1565~og studerede derefter paa andet Aar i Wittenberg. hvor han bl.a. gennem Malanchtons Ven caspar Peucer fik Indtryk af historisk Diskussion og af sproglig-etnografisk Forskning. Han tog i Wittenberg Magistergraden 1566 og udgav n. A. (med Tilegnelse til Kansler Johan Friis) sin 1565 sin afdøde faderlige Ven Jens Grundets efterladte Arbejde "Similitudines" (Betyder: Lignelser) med en for os nu kulturhistorisk interessant Levnedsskildring (paa Latin) af den da bekendte pædagog (oversat af Fr. Moth i "'u'ejle Amts Aarbøger", 1926, S.133-87).
Efter sin Hjemkomst 1567 gennemvandrede A.S.V. forgæves alle Landets Bispedømmer for at forhøre. om han kunne blive Rektor ved nogen Skole. I Stedet opnaaede han "ved gode Venners Forhandling" an Ansættelse som Prædikant paa Kbh.s Slot, hvor der dog i Forvejen var ansat to prædikanter. Fra A.S.V.s Præstetid er endnu bevaret (i Stavanger Kommunalbibliotek. se "Danske Studier" xxviii, 1931, S.113) hans Eksemplar af Kirkeordinansen med haandskrevne Tilføjelser bl.a. om Tiltalen til de kongelige ved Altergang. Den gamle Kansler Johan Friis syntes godt om den unge Præst, især da han ved daglig Samtale mærkede, hvor belæst A.S.V. var i gammel og ny Historie, og hvor god Besked han vidste om danske Kongers Bedrifter. Om saadanne historiske Emner konfererede A.S.V. og Kansleren over Borde og andetsteds, og i disse Samtaler deltog Danmarks Riges Hofmester Peder Oxe og Sekretær (den senere Kansler) Niels Kaas. Disse tre højtstaaende statsmænd fik afgørende Betydning for den begavede, men noget forsigtige og sindige Borgersøns Skæbne i de næste 25 Aar. Det var disse Adelsmænd, der efter Tur med venlig Opmuntring og Tillidsfuldhed overdrog ham den ene litterære Opgave efter den anden, ja til sidst endog en Opgave, der Iaa mindre godt for hans særlige Evner; til Gengæld ydede de ham en usvigelig og glimrende Protektion. Dog da den sidste af dem (Niels Kaas) var død, og A.S.V. stod isoleret, var hans materielle og aandelige Sammenbrud totall og uopretteligt.
Til at begynde med satte Johan Friis og den franske Gestandt Charies Dancay A.S.V. i Gang med at gøre Optegnelser om Syvaarskrigen. Det var maaske ogsaa gennem Protektion, at Minoritermunken Peder Olsen i Roskilde paa sit Dødsleje Ca. 1570 bevægedes til at overdrage A.S.V. sine Samlinger vedrørende Danmarks Historie. Et vanskeligt Arbejde som Johan Friis ønskede udført, var en versificeret dansk Oversættelse og Omarbejdelse af Platinas Pavekrønnike, hvilket Arbejde A.S.V. fuldførte 1571 under Titlen "Antichristus Romanus". Maaske som Tak herfor fik A.S.V. i Marts 1570 Løfte om et kanonikat i Ribe, som da ogsaa tilfaldt ham 1573 efter hans Thomesens Død. 1570 døde Johan Friis, og A.S.V., der havde staaet ved hans Dødsleje, hædredes nu med et Hverv at holde Ligtalen. Ikke mange Dage efter denne Jordefærd optog Peder Oxe en allerede af Johan Friis undfanget Idé, at A.S.V. skulde oversætte Saxos store Danmarkskrønnike paa Dansk, thi i en allerede foreliggende haandskreven Oversættelse ved Christiern Pedersen fandtes Saxos Mening "ikke ret dræbt". Arbejdet tog flere Aar for A.S.V., men er ogsaa blevet et Sprogligt Mesterværk, dog mere i Stil som en Folkebog end som en virkelig Gengivelse af Saxos kunstfærdige Udtryksmaade. Da det var vanskeligt at skaffe Papir til Trykningen, skrev Tyge Brahe et latinsk Digt, hvor han opmuntrede Danmarks Kvinder til at ofre deres Linned, for at Papirmøllen i Skaane kunde faa fomødent Materiale. Oversættelsen udkom 1575 og optryktes 1610 (Nyudgave ved Samf. til den danske Literaturs Fremme 1845-51).
Af de historiske Noter til Saxooversættelsen mærker man, at A.S.V. allerede dengang, tilskyndet af Peder Oxe (d. 1775), tænkte paa nærmere kritiske Undersøgelser af Dele af Danmarks Historie. Da A.S.V. ægtede den purunge Datter af Historikeren Hans Svanning (Frederik ll.s tidligere Lærer), der havde fuldendt en latinsk Danmarkskrønnike og nød et Prælatur som Beneficium for hele sin politisk-historiske Virksomhed, ligger der sikkert den Tanke bagved, at A.S.V. kunde faa Adgang til Svigerfaderens Materiale og engang med Tiden lempeligt blive hans Afløser. Og da Niels Kaas efter Kongens Befaling alvorligt trængte paa, at Vedel skulde skrive en fuldstændig Danmarkshistorie, vovede Vedel ikke at gøre Indvendinger, men paatog sig nødtvungent den store Opgave, og 10. Juni 1578 fik han ved kgl. Brev Løfte om Svannings Prælatur, naar det blev ledigt, mod "straks at begynde atskrive om danske Historier og deres Bedrifter"; dog fulgte den Forpligtigelse med beneficiet, at A.S.V., naar det tilfaldt ham, skulde tage fast Ophold i Ribe.
En Maaned efter døde Vedels Hustru. Men han fremlagde kort efter en lille latinsk (senere til Dansk oversat) redegørelse "Om den Danske Krønike at beskrive" (forf. 1581, udg. 1787), hvor han fremhæver. hvor vigtigt det var for Danmark at faa en fuldstændig Rigskrønike. Først tog vedel fat paa Udgivelse af et hidtil utrykt Skrift af største Betydning for Danmarks ældste Historie, Adam af Bremens Værk om Bisperne af Hamburg og Bremen; det blev offentliggjort 1579 efter et Manuskript fra Sorø Kloster. Maj 1580 søgte Vedel, der for længst var ked af Prædikantstillingen i Kbh., det ledige lektorat ved Domkirken i Ribe, men Peder Hegelund gik af med Sejren. Alligevel forlod Vedel Tjenesten i Kbh. 1581 og flyttede til Ribe, hvor han holdt Bryllyp med Ribebispen Hans Laugesens eneste Datter. Om Svanning ved vi. at han 1581-83 sendte sin latinske Danmarkskrønike ind til Professoreme i Kbh., for at de skulde anbefale Trykningen, men Arbejdet henlagdes. A.S.V. udarbejdede for at kvalificere sig en lille latinskAfhandling om Oprindelsen til det danske Riges Navn. trykt i Foraaret 1584 (optrykt 1705). I Efteraaret samme Aar døde Svanning, og først efter Naadsensaarets Udløb 1585 sad Vedel endelig i den saa eftertragtede vellønnede Stipendiatstilling, der var næsthøjst i Rang ved Domkapitlet. I Skolegade indrettede han sig en statelig Bolig, som han kaldte LiIjeL~ierget. Bygningen blev forsynet med en Kuppel, saa den var let kendelig i Byens Silhuet. Bygningen benævntes ogsaa "Lille Uranienborg" ("Uraniscus Vellejænus"). Læsestuen kaldtes "Himmerig". Biblioteket der var enestaaende i sin Art. holdtes ogsaa tilgængeligt for fremmede, men efter et strengt Reglement. Vedel indrettede sit eget Trykkeri til Trykning af egne Værker. men det holdtes kun i Gang i et Par Aar (1591-92).
A.S.V. planlagde sin Danmarkskrønike saaledes, at den skulde være i 22 Afsnit, der skulde behandle Rigets Beskrivelse (Topografi). det danske Folks Ophav, Folkevandringer, gamle og nye Sæder, Klædedragt, Kongemes Historie, Kronologier og Slægtstavler; desuden Norges og Holstens Historie, Kirkehistorie, Lovhistorie, Landkort o.s.v. Arbejdet skulde først trykkes paa Dansk. senere med evenruelle Forbedringer oversættes til Latin. Der var altsaa nok af Emner for Vedel at arbejde med paa een Gang. Hertil kom, at et stort nyt Arbejdsstof skulde skaffes til Veje. landet maatte gennemrejses for at samle de Dokumenter, og historiske manuskripter; de udenlandske Krøniker (ikke mindst de norsk-islandske) skulde granskes. Vedel gruede for Udarbejdelsen, thi det er "lettere at følge en andens Fodspor, som har traadt Vejen og brudt Isen, end at køre for andre med brudet redskab ad ukendte Veje". "At følge Sandheden var Historiens rette lys", men hvor vanskeligt var det ikke i Praksis at vide, hvad man skulde følge eller fly. Hver havde sine Kundskaber, Tingene forvanskedes og Navnene forandredes. I de gamle Folkeviser og i Saxos Fabler var Sandhedens Mening formørket. Vedel regnede selv med en menneskealder til at fuldføre sit Værk; han foragtede "den usle Skrivesyge, denne historieskrivende Pøbel". Han synes at have taget fat paa de nødvendige Forarbejder med godt Mod. Først udarbejdede han synkroniske Tabeller og Stamtavler. 1586 og 1588-90 berejste han hele Landet. udarbejdede Kortskitser over Købstæder og foretog Observationer og Udmaalinger (undertiden hjulpet af Tyge Brahes Elev Morsing). Han indsamlede et stort historisk Manuskriptstof, desuden optegnede han en Del historisk Stof efter mundtlig Overlevering (Sagn, Rim, Viser m.m.). Hele dette Materiale krævede naturligvis ved Hjemkomsten nærmere undersøgelse og foreløbig Bearbejdelse. Da frederik II. døde 1588. holdt Vedel samme Dag, som Kongen blev bisat i Roskilde, sin berømte frimodige Ligprædiken i Ribe Domkirke; og da denne Prædiken blev trykt, gav Vedel sidst i Bogen nogle Prøver af sine færdige Undersøgelser vedrørende Kronologi og Genealogi.
Et andet Forarbejde til Krøniken skulde imidlertid ogsaa gøres færdigt. nemlig Udgaven af "It Hundrede vduaalde Danske Viser", der udkom 1591 (optrykt 1609, 1619, 1632, 1643, 1655, 1664, 1671; Oroginaludg. genudgivet (1-11)1926-27 af Paul V. Rubow). Den ydre Foranledning til Udgaven var et Løfte, som Vedel 1586 under et Besøg hos Tyge Brahe havde givet Dronning Sophie om at sende hende Afskrifter af egne Opskrifter af de danske middelalderlige Folkeviser. Takket være Dronningen synes det endog at have været paa Mode i den Tid, at Adelsdamer dannede sig haandskrevne Bøger indeholdende disse gamle Viser. Vedel har ikke kendt alle de Visesamlinger, der dengang eksisterede, men han fik dog samlet sig et respektabelt stort Stof; tre af hans Visehaandskrifter er endnu bevaret. Vedel har gjort sig megen Umage med sin Udgave. Alle Viserne er søgt restituerede ved dristig, ofte meget skarpsindig omdigtning, desuden tilføjer han som Pegepind moraliserende og gudelige Vers, der selv om de ikke helt tilhører Visestilen, dog virker særdeles vellykkede. 55 af Viseme handler om danske Kongers og Dronningers Levned, Vedel gør desuden opmærksom paa, at man i det hele af Viserne kan "formærke gammel Skik og Sæd". Vedels Syn paa Visemes historiske Sandhed er fuld af sund Skepticisme. Med Rette hævder han. at 'Viser er kun Viser og bliver ved med at være Viser Poesi], hvad man saa gør ved dem, de er hverken skrevne Love eller beseglede Domme, men for største Delen Tidkortsdigt". Dog Vedel glemmer ikke at berømme Viseme for "det skønne Sprog og runde Tale, for den artige Komposits og Digt i sig selv". hertil kommer "den subtilige og søde Melodi, som fryder et Menneskehjerte, naar de kvædes med ren Kvindestemme eller stærk Karirøst". Da det gamle danske Folkevisestof aldrig før havde været trykt, betegner Vedel's Arbejde afgjort en litterær landvind ing og en national Gestus over for Udlandet, hvis folkelige Poesi var af noget anden Karakter.
Udgivelsen af Visebogen har dog næppe styrket Vedel's anseelse inden for Formynderregeringen. Dels var der nok af Folkeviser i Omløb dengang, blot man gad tegne dem op, dels var Tilegnelsen til Enkedronning Sophie næppe vel betænkt, eftersom Enkedronningen netop dengang stod i fjendtligt Forhold til Regeringen. I de tre følgende Aat har vel Vedel endelig med fuld Kraft skrevet paa selve Krøniken. Han fuldførte Landets Historie fra Knud VI. til Dronning Margrete. og desuden skrev han spredte Udarbejdelser, f.Eks. om Svend (I.) Tveskæg, Erik (I.) Ejegod og Erik (II.) Emune ('rf. Ellen Jørgensen; Historieforskning og Historieskrivning, 1931,S99). Ja maaske udarbejdede han ikke saa lidt mere. I hvert Fald er bevaret et Udkast til et Forord, hvor Vedel efter at have undskyldt, at han undertiden har "givet sig til Hvile" i anden boglig Idræt, ligesom meddeler, at han nu ved Guds Bistand og af nidkærhed for Landets og egen Ære har fuldfærdiget Arbejdet "udi denne min bedste og bekvemmeligste Alder". Men det hele fik en brat Ende 1594, da Professor Niels Krag, en lærd Videnskabsmand og Diplomat af international Støbning. støttet af den fornemme skotske Diplomat Peter Young, over for Formynderregeringen paatog sig at skrive paa Latin "en ordentlig Historie eller krønike, saadan som andre Nationer havde det". Samme Dag Kansler Niels Kaa døde, 29 Juni 1594, udgik der kgl. Ordre til at Krag overalt i Riget skulde have Adgang til historisk Materiale; og da Vedel i Juli 1594 var ilet til Kbh. for at faa Forklaring, kunde Huiffeldt og Albert friis, der begge var ham venligsindede kun lade ham vide, at hele hans historiske Materiale og selve Prælaturet vilde blive ham frataget om et Aar, saa han maatte se inden den Tid at faa afsluttet sin Krønike. Da Ribe Bispestol netop blev ledig i Aug. 1594, greb Vedel efter denne Lejlighed til en ærefuld Retræte og søgte at faa sin afdøde Svigerfaders Embede. Men Forsøget glippede; Peder Hegelund blev det af Regeringen foretrukne Bispeemne. Vedel haabede til det sidste at faa Lejlighed til at vise, hvad han havde "bevist af Flid og Troskab" i de mange Studieaar. men der var intet mere at udrette. the Vedel blev 1595 tvunget til at aflevere til Niels Krag ikke alene hele sit historiske Manuskriptmateriale (Dokumenter m.m), men endog sine egne personlige Udarbejdelser af Krøniken samt Kronologien, saa han selv kun beholdt Bogsamlingen, Kladder og enkelte Manuskripter mest vedrørende Norges Historie. Da Vedel døde 21 Aar senere, maatte Dødsboet endda aflevere endnu 80 Numre V.'ske Manuskripter til Universitetsbiblioteket, "efterdi V. haver været Historicus". desværre er alt det officielt afleverede V.'ske Materiale brændt 1728 ved Universitetsbibliotekets Brand. derimod er en stor del af de Papirer, der blev hos Familien, endnu bevaret i de Københavnske Biblioteker; en samlet Oversigt over disse Manuskripters Indhold og Værdi foreligger endnu ikke. En del Smaastykker vedrørende Danmarkskrøniken er dog udgivet; svend Tveskæg, udg. 1705 af hans Datterdattersøn Johs. Laverentzen; om den danske Krønike at beskrive (1581), udg. 1787 af R. Nuerup; Optegnelser vedrørende Syvaarskrigen 1563-70, udg. i H.F. Rørdam; Monumenta historlæ Danicæ, 11,1875.S. 163-90; nogle Aarbogsoptegnelser, udg. i Kirkehist. saml., Rk., 1,1901-03.S. 547-53; Astronomiske Optegnelser udg. i F.R. Friis; E.O.Morsing, 1889.S. 8 ff. ; Kortskitser i L. Weibull: Kartor över staden Lund och dess jordar, 1919, S. 5 f. (efter Ny kgl. Saml. 2336, indeholdende A.S.V.s skaanske topografiske Stof).
Vedel var, da han ramtes af Regeringens Unaade, kun 53 Aar. Resten af sin Levetid tilbragte han paa Liljebierget i Familiens Skød. Han og Hustruen havde nogen Formue, og han beholdt det kanonikat, som Joh. Friis skaffede ham 1570, hvilken Stilling gav ham baade nogen Indtægt og noget administrativt Arbejde. Han skildredes fra denne periode som from, klog og raadsnild. som en, der gerne aabner sin Haand for syge og fattige, men ogsaa haandhæver Sandheden. "tør vel staa paa Retten og sige Nej for Uret". Fra hans allersidste Aar 1614-15 stammer nogle ordsprogsoptegnelser paa ialt ca. 850 Numre. Muligvis stammer fra Tiden 1595-1615 en visesamling med Elskovsviser, hvoraf en Del i omarbejdet Form under Titlen "I. Part. Tragica" blev trykt 1657 ved mette Gjøe. Men Vedel synes dog at have været noget tungsindig og bitter. han udgav i hvert Fald intet som helst mere, hverken historisk eller religiøst. Det har maaske været en Trøst for ham, da Arvtageren af hans Beneficium Niels Krag døde 1602 uden at have faaet noget publiceret; men paa den anden Side var det længe inden Vedels Død lykkedes den praktiske RigskandslerArild Huitfeldt at faa fremlagt paa Dansk i ni Bind (1595-1603) den af alle saa haardt savnede Oversigt over Landets Historie lige fra Oldtid til Nutid.
En Del Lejlighedsarbejder af Vedel bør endnu nævnes. der er latinske Hyldestdigte til Daniel Rantzau (1569). Admiral Peder Munk (1569), Kong Jacob af Skotland (1590), Tyge Brahe (De nova stella) (1573) samt Oratio panegyrica til Frederik II. (1580). Cum voto augurium in electionem Christiani IV [1580]. Desuden ligprædikeme over Predbjørn podebusk (1591) (meddelt i Uddrag i C.F.Bricka; Den danske Adel i 16. og 17. aarh.., II, 1913,. 5.149-73),. Claus Glambek (1591) (optrykt i C.F.Bricka og S.M. Gjellerup:
Den danske Adel i 16.09 17. Aarh., I, 1874-75, S. 277-93). Ingeborg [Gyldenstierne], Albert Frijses (1592). samt Fortalen til Ligprædiken over Holger Rosen-Krantz (1576). Af religiøse Skrifter har han udgivet Michaels danske Digte 'Vita hominis" (1571 og 1576) samt J.A. Sinnings "Oratio" (1571). Vedel har oversat til Latin Niels Hemmingsen; "Lifsens Vej" 1574 (genoptrykt 1580 og
1586) og har fordansket "Septem sapientes grædæ" 1572 (oftere genoptrykt), samt francesco Petrarcas syv gudelig Poenitentsesalmer 1577 (optrykt 1593). Originale Arbejder er "Historien om Jesu Christi Pine oc Død" (1592), den 127. Ps. (1569) samt Salmen; Guds Naade og Bamhjertighed, trykt 1561 i Hans Thomesens Salmebog.
A.S.V. begravedes i Ribe Domkirke. Baade Ligsten og Epitafium er nu forsvundet, men en ny Mindesten er opsat 1891. Paa Epitafiet, opsat 1623, karakteriserede Vedel's ældste Søn Søren Andersen Vedel (der blev Sognepræst ved Domkirken) sin Fader (paa Latin) saaledes; "en udmærket Teolog, en mageløs Historiker. en skarpsindig Oldforsker, en begavet Digter, en hørfortjrnt Reformator og Dyrker af Modersmaalet. Gudfrygtig, alvorlig og redelig". Hertil kan som yderligere karakterisering tilføjes, at Vedel var mere Æstetiker end Historiker, mere historisk Detailforsker end pragmatisk Historieskriver, og hans Interesse hang mere ved Middelalder og Oldtid end ved nyere Tid. vedel var maaske nok langsom til sit Arbejde, men han var langt fra at være en sygelig Fantast af dem, der blot lægger Planer, men intet udretter. Han staar trods alt for Nutiden som en af de mest tiltalende Repræsentanter for det 16. Aarhundredes danske Humanisme. Man kan ikke tage nogen Bog af hans danske Skrifter (Ligprædikenerne og Petrarcaoversættelserne ikke at forglemme) uden at frydes over hans jævne, borgerlige og dog vægtige Udtryksmaade. Hans Saxooversættelse har i 19. Aarh. sproglig set været en Guldgrube for Digtere som Oehlenschla"ger. J.L.Heiberg, Chr. Winther og J.P.Jacobsen. Og hans Viseudgave ("Hundredvisebogen'~, der 1695 af Peder Syv blev fornyet og forøget med endnu 100 Viser, har i denne Skikkelse været benyttet af dansk, norsk og færørsk Almue lige op til vor Tid. Ikke alene lngemanns historiske Romaner, men ogsaa dansk videnskabelig Historieskrivning lige til 1 850-60'eme (da Svend Grundtvigs store, nu elleve Binds Folkeviseudgave begyndte at udkomme) hentede deres Kendskab til Folkevisen blot fra Vedels trykte Visearbejdelser. - Efterladte historiske Samlinger i Det kgl. Bibliotek.
Maleri 1578 af Tob. Gemperle (Fr. borg); flere yngre Kopier. Litografi derefter 1867 fra Em. Bærentzen & Co. Formodet Portræt paa Gaunø. Maleri af Jørgen Roed 1860. Portrætteret paa Heinr. Hansens Maleri (Fr. borg) af Uranienborg 1882. Profilstik af Melchior Lorck (Albertina i Wien); Maleri herefter (Gaunø). Statuefle af Johan Hermannsen (Kunstmuseet). Basrelief af Andreas Paulsen (Ribe Domkirke; i Gips i Aalborg Museum). - Mindetavle paa den gamle Latinskole i Ribe 1903. Mindesmærke i Anlægget samme sted 1902.
|
1542 - 1616 (73 år)
