Sune Ebbesen Hvide
ca. 1140 - ca. 1186 (~ 46 år)
-
Navn Sune Ebbesen Hvide Født ca. 1140 Køn Mand Død ca. 1186 Begravet Sorø Kloster, Sorø Amt 
Person-ID I3741 edsbjerg-holst Sidst ændret 16 nov. 2019
Far Ebbe Skjalmsøn Hvide, f. ca. 1083, Fjenneslev sogn, Sorø Amt , d. ca. 1151, Knardrup, Ganløse sogn, Frederiksborg Amt (Alder ~ 68 år) Mor Ragnhil, f. ca. 1095 Familie-ID F1436 Gruppeskema | Familie Tavle
-
Notater - Sune Ebbesen, d. .1186. Begravet i Sorø klosterkirke. E. fulgte en tid Svend Grathe, men brød med ham og sluttede sig til Valdemar (I.). Han blev snart en af de mænd der stod kongen nærmest; hans ord blev hørt ved rådslagning, han ledsagede Valdemar til Dole til mødet med kejser Frederik og deltog år efter år i kampene i Vendland. Da Absalon blev ærkebisp gav han sin fætter E. ligesom andre af sine frænder ombud og styre i Skåne, men skåningerne krævede de sjællandske høvedsmænd fjernet og rejste sig i oprør mod ærkebispen og kongen. Efter Valdemars død stod E. sammen med Absalon og Esbern ved den unge kong Knuds side da den tyske kejser krævede lenshyldest, og afslag blev givet. Således skildrer Saxo E.s virke. En anden samtidig, abbed Vilhelm, karakteriserer ham med bibelord som "en besindig Mand", "mægtig i Gerning og Ord". E.s forældre havde rejst en kirke af træ i Bjernede; han og hans hustru byggede af kamp og tegl en mærkelig rundkirke der vistnok har tjent bygherren og hans familie som gårdkirke. Da han døde gav han så meget som loven hjemlede, nemlig en halv hovedlod til Sorø kloster; det var jord af næsten 35 mark guldværdi, en bemærkelsesværdig gave der røber hans store rigdom. At han kunne sende to sønner, Anders som blev ærkebiskop og Peder der blev bisp i Roskilde, på lange studierejser vidner i samme retning. Foruden Anders og Peder havde han sønnerne Ebbe og Lars, der faldt ved Lena, Johannes, Torbern og Jacob samt en datter.
Kilde: Gyldendals Leksikon
- Sune Ebbesen, d. .1186. Begravet i Sorø klosterkirke. E. fulgte en tid Svend Grathe, men brød med ham og sluttede sig til Valdemar (I.). Han blev snart en af de mænd der stod kongen nærmest; hans ord blev hørt ved rådslagning, han ledsagede Valdemar til Dole til mødet med kejser Frederik og deltog år efter år i kampene i Vendland. Da Absalon blev ærkebisp gav han sin fætter E. ligesom andre af sine frænder ombud og styre i Skåne, men skåningerne krævede de sjællandske høvedsmænd fjernet og rejste sig i oprør mod ærkebispen og kongen. Efter Valdemars død stod E. sammen med Absalon og Esbern ved den unge kong Knuds side da den tyske kejser krævede lenshyldest, og afslag blev givet. Således skildrer Saxo E.s virke. En anden samtidig, abbed Vilhelm, karakteriserer ham med bibelord som "en besindig Mand", "mægtig i Gerning og Ord". E.s forældre havde rejst en kirke af træ i Bjernede; han og hans hustru byggede af kamp og tegl en mærkelig rundkirke der vistnok har tjent bygherren og hans familie som gårdkirke. Da han døde gav han så meget som loven hjemlede, nemlig en halv hovedlod til Sorø kloster; det var jord af næsten 35 mark guldværdi, en bemærkelsesværdig gave der røber hans store rigdom. At han kunne sende to sønner, Anders som blev ærkebiskop og Peder der blev bisp i Roskilde, på lange studierejser vidner i samme retning. Foruden Anders og Peder havde han sønnerne Ebbe og Lars, der faldt ved Lena, Johannes, Torbern og Jacob samt en datter.