| Notater |
- Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.
Valdemar 4. Eriksen, d. 1312, hertug af Sønderjylland. Begravet i Slesvig domk. Ved faderens død 1272 kom Valdemar under kongens værgemål, og Sønderjylland sattes under kongelig forvaltning. Kongedømmets kapitulation over for stormandsoppositionen kom dog Valdemar til gode, og på hoffet i Vordingborg 1283 forlenedes han med Sønderjylland, men på vilkår han ikke var tilfreds med. Han rejste krav på landet Als og på det kongelige gods i hertugdømmet, krav som dog afvistes af et vortelnævn hvis dom bekræftedes på hoffet i Nyborg 1285. Samme år fængslede kongen Valdemar som holdtes som fange på Søborg, men 1286 løslodes hertugen ved et forlig der i modsætning til Nyborgdommen gav ham indtægterne af mønten og ledingsafløsningen i hertugdømmet.
Efter drabet på Erik Klipping indgik Valdemar i formynderregeringen med titel af rigsforstander (1287). Et forsøg fra drosten Peder Nielsens side på at udelukke ham mislykkedes, men Valdemar havde i de følgende år forbindelse med de for drabet på Erik Klipping dømte fredløse. 1295 kom det til et åbent brud med kongen som dog endegyldigt bilagdes i Vordingborg 1297. Valdemar måtte nøjes med de hertugelige rettigheder som de var fastlagt 1285-86 og opgav nu sin opposition mod Christofferlinjen. I de følgende år fremtræder han som støtte for Erik Menveds udenrigspolitik.
Familie
Forældre: hertug Erik Abelsen (død 1272) og Margrete af Rügen (død 1272). Gift 1. gang 1287 i Mölln med Elisabeth, d. af hertug Johan 1. af Sachsen-Lauenburg (død 1285). Gift 2. gang 1306 med Anastasia (gift 2. gang 1313 med grev Gerhard IV af Holsten), d. af grev Nicolaus af Schwerin-Wittenburg. Far til Erik (død 1325).
|
