| Notater |
- Stephanius blev født i København, hvor hans fader, Hans Stephensen, var professor ved universitetet. Allerede som 8-årig fungerede Stephanius ved en teologisk doktorpromotion, som hans morfader, Sjællands biskop Peder Jensen Vinstrup, ledede, idet han efter den tids skik fremsatte en række af hans fader forfattede teologiske spørgsmål, som doktoranden måtte besvare. Da Stephanius fader 1608 blev forstander for Sorø Skole og klostergods, blev sønnen sat i Sorø Skole, hvorfra han dog siden overflyttedes til Herlufsholm, og herfra afgik han 1615 til Københavns Universitet. 1618 tog han den filosofiske baccalaureusgrad. Hans hovedstudium var latinsk filologi samt fædrelandets historie og oldsager. I en alder af omtrent 22 år begav han sig på rejser. Han besøgte universiteterne i Rostock og Leiden, og efter hjemkomsten blev han 1624 rektor i Slangerup og tog 1625 magistergraden i København. Den arv, han fik ved faderens død i 1625, satte ham i stand til at fortsætte sine studier udenlands. Forinden var han trådt i nærmere forhold til professor Ole Worm, hvis antikvariske granskninger i høj grad tiltalte ham, og med hvem han indledede en lærd brevveksling, der fortsattes, så længe han levede.
I juli 1626 blev Stephanius for anden gang indskrevet ved Leidens universitet, hvor han trådte i nær forbindelse med de berømte filologer Gerhard Johann Voss og Daniel Heinsius, og her betrådte han 1627 forfatterbanen ved udgivelsen af Breves notæ et emendationes in Saxonem Grammaticum og snart efter af en lille samling udvalgte sentenser hos samme, hvilke to småskrifter blev indledningen til Stephanius' senere mangeårige og flittige syslen med Saxos historieværk. Herved vandt han ikke blot bifald hjemme hos Ole Worm og den historiekyndige kansler Christian Friis til Kragerup, men fik også en faderlig ven i den kongelige danske historiograf Johannes Pontanus, der var professor i Harderwijk, og som siden på enhver måde søgte at være Stephanius til hjælp, bl.a. ved at yde ham en del af materialet til den samling af forskellige ældre historisk-topografiske småstykker og afhandlinger vedrørende Danmark, Norge og hertugdømmerne, som han 1629 udgav under titlen De regno Daniæ etc. tractatus varii, og som synes at være blevet modtaget med bifald, da skriftet endnu samme år udkom i ændret og forøget udgave. Dette arbejde gav stødet til, at Stephanius i slutningen af 1629 kaldtes til professor eloqventiæ (dvs. i veltalenhed) ved Sorø Akademi, en stilling, hvortil han egnede sig godt, da han besad et betydeligt herredømme over det latinske sprog og skrev en ren og ukunstlet stil.
1631 havde Stephanius ægtet Anne, datter af dr.med. Matthis Jacobsen i Århus og søster til Stephanius' gode ven og studiefælle fra Leiden, Jacob Matthiesen, der endte som biskop i Århus. Dette såre lykkelige ægteskab varede dog kun kort, da hustruen døde 10. februar 1633. Siden (26. oktober 1634) blev Stephanius gift med Thale, datter af magister Elias Eisenberg, der først var professor ved Københavns Universitet og siden provst på Samsø.
Stephanius efterlod et udmærket bibliotek og rige historiske samlinger. Efter hans død gjorde hans enke og venner skridt for at bevæge regeringen til at indløse disse værdifulde sager, om end måske blot mod betaling af Stephanius' resterende løn og en smule pension til enken. Men da der ikke var tilstrækkelig sans for samlingens betydning, solgte enken siden det hele til Sverige, hvor en del af håndskrifterne endnu er bevarede og i en sildigere tid er kommet den historiske forskning til gode. De har været af så meget desto større betydning, som de håndskrifter, Stephanius med stor flid havde afskrevet eller excerperet, for størstedelen gik til grunde ved Københavns Universitetsbiblioteks brand 1728.
|
1599 - 1650 (51 år)
